I januar 2016 afholder jeg 2 heldags-workshops i stemmetræning for voksne, som ønsker at finde ind til sin stemme.
Træningen indeholder enkle øvelser i kropsholdning, vejrtrækning og sang, som alle kan udføre. De kræver kun ønsket om at udvikle sig og være modig med at udfolde sin stemme ud fra eget standpunkt.
Mange er enormt blufærdige omkring deres stemme, men mærker alligevel trangen til at udfolde sig, og jeg ønsker at skabe et fælles rum, hvor man med tryghed, nærvær og humor kan tage de små skridt ud i at bruge sin stemme, som kan give et stort udbytte mht. selvtillid og glæden ved blot at være som man er.
Vi har alle sammen travlt med at præstere en masse i vores daglige liv, og vi kan nyde godt af en gang i mellem at føle os tilstrækkelige – bare ved at være til.
Når jeg siger, det kræver mod, er det modet til bare at være og acceptere sig selv og hinanden, som vi er. Uden at imponere, uden at undskylde. Være til stede i nu’et og udtrykke sig gennem stemmen.
For mig er det dér, hvor mødet mellem mennesker for alvor bliver interessant. Når vi tør vise, hvem vi er. Og stemmen fortæller en masse i sig selv. Måske det er derfor, så mange gør utrolig meget ud af at skjule sig ved at holde den tilbage?
Så har du en fornemmelse af, at der er noget derinde, som du gerne vil udtrykke gennem din stemme? Så skal du komme og være med!
Hvor og hvornår?
Lørdag d. 16/1-2016 kl. 10-17 i Huset Innanna, Ndr. Frihavnsgade 17 D, 2100 København Ø
Lørdag d. 23/1-2016 kl. 10-17 i Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV
Pris: 650 kr. for én af dagene eller 1100 kr. for begge dage
Tilmelding: send en mail med et par linjer om dig selv og baggrunden for din interesse i stemmearbejdet til mail@isabellakragerup.dk og du vil modtage praktisk information og indbetalingsoplysninger.